Det var det år, det eksakte efterår, hun udviklede sin enestående lårmuskulatur. Kærligheden kan føre til meget. Det meste af det er noget rod, men det afholder dog de færreste fra forelskelser og deslige. Selv en Andersson har engang tilbage i historien ladet sig ramme. For ham havde affæren dog den definitivt, klart forståelige udgang, at den attråede asiat blev indleveret på Politigården, opskåren og i plastikemballerede papkasser. I det tilfælde var der ikke tvivl om afslutningen. Ingen endeløse nætter med vantro og søvnløshed. Ingen knugende jalousi. Et clean cut, om end noget voldsomt.

Anna Grams historie er anderledes. Hun var hjertegribende forelsket i Tintin, den smukkeste pige blandt piger. Den sejeste tøs blandt tøser. Rødhåret langt ind i sjælen og født til en karriere i showbiz. Hun var forelsket, og forelsket som man kun bliver det en gang i sit liv og kun i den eneste ene, uanset hvor mange gange det sker, og hvor meget den udkårne skifter køn, udseende og alder. Hun var der, hvor man villigt om end uden omtanke ofrer alt på kærlighedens alter. Hun blev cykel-rickshaw for kun en kunde. Af tilsyneladende tilfældige tilfældigheder faldt det sig således, at Anna var på cykel den selv samme dag, hvor Tintin fandt sit eget, højt skattede, tohjulede transportmiddel sammenkrøllet og molesteret ved gadedøren. At tilbyde sig som chauffør var for intet andet end rimeligt at regne den oktoberdag. Tintin var kun kortvarigt usikker på, hvem den jævnaldrende pige, der bød sig til, var. Og så var hun pissesur over, at nogen havde trampet på hendes cykel. At få smadret privat ejendom er frustrerende, ikke mindst når man har uopsættelige aftaler med et statsligt skolesystem.

At hun ikke umiddelbart genkendte Anna er undskyldeligt, på trods af at de var indsat i samme niende klasse, idet pigen tilhørte det, man i daglig tale definerer som restgruppen. En fredsommelig gruppering, hvis medlemmer kun tæller med i fifty-fifty spørgsmål og ikke har forvane at stå i vejen for nogen. Ikke engang i håndbold, der ellers i høj grad bygger på dette princip. Om det undrede hende, står ikke helt klart, men fra den dag af var det en uudtalt aftale, at Anna hver morgen dukkede op i nærheden af Tintins udgangspunkt, lod hende entre bagagebæreren, hvorefter hun fragtede hende tavst svedende til anstalten. Denne institution hvor viden forventes at knopskyde inden for faste timetal og tabeller. I disse tider, hvor bundlinien er den øverste regnestok, kan dog kun de færreste nå at fordøje gødningen, før der skal gives afkast. Rødderne bliver korte, og jorden har ikke meget at holde sig til. Det er upraktisk i et land, hvor det blæser meget, og der aldrig ere langt til det alt opslugende hav.

Når hun, Tintin, lagde sin hånd på Annas skulder, og de drejede op ad Nørrebrogade, var drøm og virkelighed synkrone med hverandre. Trafikken og efterårsstormene, regnen og de smertende lårmuskler blev den lagkage, hvor to hvidklædte brude øverst står hånd i hånd, lykkeligt smilende uden tanke på andet end hinanden og den fremtid, de sammen skal betræde.

Ved skoleporten blev virkeligheden virkelig. Veninder blev Tintins privilegium, og hendes diskrete bejler lagde lykken ind i den ene kindpose. Et sted hvor tungen kunne lege med den indtil næste færd.

Kun en gang, en eneste sindsoprivende af slagsen, blev kindposens indhold beslikket af en anden. At det var den udkårne, der gjorde det, gjorde ikke det oprørske hav, sindet under almendannelsen er, mindre farligt at besejle. Men alt kan forklares og mere fortrænges, og Tintin var svimlende beruset og vist nok forladt af ham, hun mente at elske. Og festen var i det hele taget dårligt planlagt.

Ugen efter købte hun en cykel, og julen nærmede sig, og der var som sådan ikke mere at tale om.

Anna resignerede og pakkede minder og drømme og let antændelige håb sammen i en lille rulle, som hun gemte i sit underliv, hvor ingen med sikkerhed ville kunne nå den.

NLH space

Vesterfælledvej 63

3. - 26. november 2006