Små og mindre helte.

Vi har alle sammen stødt på dem. På gaderne, på uddannelser eller i familien. Dem som ikke passer ind, dem vi helt eller delvist undgår at komme for tæt på og dem vi snakker om i telefonen til venner, om at nu er den helt gal igen. Dem der bliver stødt ud af vores samfund og må befinde sig i en zone der er helt deres egen og som vi normale ikke er en del af. Den zone afdækkes i Bjørn Ignatius Øckenholts udstilling ”Små og mindre helte” i Janusbygningen.
Et punkt i mellem vores verden og et parallelt univers. En kile igennem normalen og det fjerne rum. Her er det vor samfunds udstødte der er heltene, dem der skaber balance i en verden præget af kaos. Her er det de traumatiserede, de underlige, dem der ikke passer ind og dem der er helt usynlige der sørger for at opretholde en orden, ved konstant at tage kampen op mod dæmonernes skygge. En kamp de støttes i af små hjælpere, som er de lyspunkter man kan holde fast i når verden er tung og sort.
Udstillingen er lavet som drejebogen til en film der ikke er indspillet. Man går så at sige inde i en film der er ved at blive skabt. Det giver en fornemmelse af tiden der er gået i stå. Som at træde ind i et stillbillede hvor man kan gå rundt om hovedpersonerne i filmen mens dramaet er lige ved at nå sit klimaks. Baggrundlyden af tunge stemmer der også strækker sig i tid bidrager til denne effekt med en subtil, men ikke desto mindre stor gennemslagskraft.
Lige netop dette greb er et af udstillingens store forcer. At fryse tiden så vi kan fordybe os i de mennesker vi normalt bare passerer uden at tænke videre over at de var der. Især i en tid hvor gammeldags fordybelse er ved at blive udskiftet med nye måder at fordybe sig på. Her får vi et splitsekund af en handling der er frosset fast og kan strækkes over timer. Det eneste punkt af denne udstilling der afviger fra dette er forhistorierne eller traileren til filmen. Der hvor vi sættes ind i de små og mindre heltes liv, hvor de kommer fra og hvorfor de er i mellemrummet mellem de to verdener. En fin beskrivelse der er subtil og åben for fortolkning men samtidig maner en entydig stemning frem, med mulighed for at man bliver narret.
Vi ved altid ingenting, står der på et billede på udstillingen. Det er også et gennemgående tema her. Vi ved faktisk ikke hvordan verden ser ud set fra andres øjne selvom vi alle bærer rundt på mange af de samme historier. Intet er mejslet i sten og derfor har vi mulighed for både at spejle os og fare vild i udstillingen.
Hvem er den nøgne kvinde som en af hovedpersonerne bliver udnyttet af? Hvad skete der med den anden hovedpersons briller? Hvorfor er den yngste hovedpersons heltebillede en slags træ der vokser op i himlen?
Hele filmens tema omhandler disse hovedpersoner, som vi får meget lidt at vide om samtidig med at vi får information nok til at bygge hele fortællingen op selv. Vi ved at de har en forhistorie, vi ved at de står i mellemzonen, vi ved de er omringet af skygger og vi kender deres dæmoner. Eller gør vi?
Dæmonerne er ikke skildret som overnaturlige væsener med hugtænder, haler og hoveder i maven. De er skildret som de dæmoner vi hver i sær kæmper med, nemlig os selv. De ligner os som vi ser ud, unge og gamle, forskelligt klædt på, forskellige køn. Men de er også skildret med helt hvide og tomme øjne. De har ingen sjæl. En dæmon er ikke et menneske, men et billede af et menneske som dæmonen bærer som maske. Dæmonen uden menneskelig skikkelse er det rene ingenting og derfor ser vi kun maskerne, menneskekroppene og dæmonskyggerne der har omringet filmens hovedpersoner i det store tableau i et af rummene i bygningen.
I et andet rum er der små plexiglas montrer med ene børnesko i. Dette er et rammende billede på hvad der sker når noget ikke er som vi forventer: Vi forventer altid at sko er i par, en enkelt sko kan i denne sammenhæng ses som en afvigelse. Der er ingen der kan bruge en enkelt sko, så den må oftest ende i en skraldespand, eller som i udstillingen viser: I en lille snæver boks hvor der knap nok er plads til den. Dette er ligesom resten af udstillingen en kommentar til et samfund hvor vi har alt for travlt med at bokse folk inde, kategorisere og rationalisere ting vi dybest set ikke kan forstå eller kender til.
Udstillingen vil forhåbentlig sætte gang i nogle tanker. Måske bare stille tanker og ikke frembrusende løsninger på problemer som vi dybest set ikke kender. Måske vil den i sin fordybelse i stillbilledet kunne give en pause i travlheden, og et øjebliks indsigt i de liv vi passerer hver dag uden at tænke over det.
Under alle omstændigheder tror jeg vi skylder de Små og Mindre Helte en tak for indsatsen. Det er ikke kun deres egne dæmoner de slås med, men også vores som mennesker på den sikre side af verden og normaliteten. Flere vil kunne nikke genkendende til dæmontegningerne og måske endda navngive et par stykker. Måske er det de skæve og utilpassede der holder balance i vores verden og måske skylder vi at kigge en ekstra gang før vi putter den enlige barnesko i en al for trang kasse.


Michael Schiøler Tingsgård