Vi ved altid ingenting!
(et bud på en anmeldelse af en ganske særlig udstilling – af Anne Lorenzen)

Med udstillingen ”Små og mindre helte” (Vestjyllands Kunstmuseum 16.
august til 13. september 2015) har Bjørn Ignatius Øckenholt begået en totalinstallation, der får både rum og hjerter til at runge.
Udstillingens præmis er, at den er en film. Når man går ind i udstillingen, bliver man statist i en virkelighed, der er en film, og hvor filmens persongalleri – fem helte samt et større antal dæmoner og hjælpere – langsomt vikler sig ud af drejebogen, eller trækker den besøgende med ind i den – det er som man ta’r det.
De fem helte: Danny Boy, Blegfis, Støver/D.Rag, Delle og Prins A, er mennesker, som af livet er blevet ført ind i roller på kanten af, eller snarere uden for det etablerede, accepterede samfund. Socialt udstødte. Udstillingskatalogets drejebogstekst giver os ledetråde til deres historier, så hjernen kan forstå, hvad der er tale om her. Eller hvem. Vi kender alle sammen til dem: de er anderledes, utryghedsskabende; de er gadens ulve, eller rotter, eller mus … ynkelige? Fattige? Sørgelige? Kommer ikke os ved? Med deres dæmoner siddende udvendigt på sjælen trasker de rundt i en verden, som kun de kan se. Sædvanligvis. Bjørn Ignatius’ værk åbner en sprække ind til den verden, hvor det er synd for selv dæmoner, og hvor udstødte er helte. Og her giver han os en chance til at se dem ikke kun med hjernen, men også, og især, med hjertet.
Det er første gang, at Vestjyllands Kunstmuseum / Janusbygningen har overladt hele molevitten til en enkelt kunstner. Men her er det altså sket, heldigvis! - og han indtager det store hus med rystende selvfølgelighed og smertelig præcision. Slag for slag vandrer vi over slagmarken, indhyllet af et lydspor, der når alle udstillingens 5 rum. Lyden af et skingert, borende langsomt og uforståeligt sprog, som ikke kan lukkes ude. Lyden af dæmoner i heltesind.
I et af rummene står tre store håndstrikkede uldtelte. Bløde og luftige som slumretæpper gemmer de på skærme med billeder, der virker som billedsiden til lydsiden. Drømmeagtige, uforanderlige hamsterhjul-følelser af ikke at komme nogen vegne.
I et andet rum ser vi de fem helte opstillet som sætstykker til et dukketeater i overstor overstørrelse. Den store, store Delle, der er sat sammen af så mange uformelige stumper og rester. Den knuste Støver, der var et lykkeligt barn, indtil forældrene druknede og aldrig fik fortalt sønnen, at det ikke var hans skyld. Støvers hænder, fødder og mandslem hænger ikke sammen med resten af ham, men er fastmonteret til ubrugelighed.
I målestok udgør disse figurer udstillingens største værker – måske har kunstneren her gang i det perspektivprincip, der lader det vigtigste i billedet være det største? Sådan som vi alle er det vigtigste og største i eget liv, hvad enten vi ønsker at være det og leve med konsekvensen af det, eller ej.
Hjælperne er de bamser og andet godtfolk, som de fleste mennesker på et tidspunkt har givet navn og lagt favn til, og som trofast har båret på betroelser, tårer og den svære kærlighed, som kun de for alvor evner at modtage betingelsesløst. Ignatius viser os dem i form af sødt og barnligt tegnede portrætter, og det er velgørende at stå der og trække på smilebåndet og lege gætteleg: Hvem er mon hvis? Og samtidig står man med en bittersød og skæbnetung følelse af, hvor meget, meget alvor det er at have et forhold til sådan en lille hjælper. Alle, som undertegnede talte med i det rum, havde en historie at fortælle.
Der er mere. De skygger, der er en del af slagmarkens landskab og hører hjemme i den parallelle verden, hvor de, som samfundet ikke regner, kan være helte, står som store blyantstegninger med mindelser om romantikkens mestre i den genre. En opstilling af udsagn, banale og tilsyneladende spøgefulde – hvilket er det samme som dyb filosofi: ”Vi ved altid ingenting”, ”Der er en rund cirkel omkring os”. Bjørn Ignatius har aldrig været bange for det banale og mestrer det i så høj grad, at selv en kynikers hjerte må bløde et par dråber.
Dæmonerne, dem som det er synd for, selv om det ikke skal være en undskyldning; fastholdt bag plastichinder kræver de beskuerens blik, selv om deres egne øjne er tomme. De er besnærende smukke og yndefulde – og i drejebogen kan man læse, at vi alle er dæmoner for hinanden. Yderst præcist.
Og så er der mere endnu. Man kan gå rundt og rundt i rummene og trænge længere ind i instruktørens idé og i filmens – og heltenes – verden. Landskabsmodeller. Stills fra filmen. Og mere. Og mere.
Med ”Små og mindre helte” har Bjørn Ignatius Øckenholt skabt et værk, som man ikke kan forlade uberørt. Et værk, der med stor respekt stiller skarpt på og i så høj en grad, som det nu er muligt, forklarer disse skæbner, eller eksistenser. Et værk med et klokkeklart og ikke spor pegefingrende socialt budskab; en ny tilgang til installationsbegrebet, og til filmbegrebet også! Og et værk, der hylder kunstnerens egen leveregel nummer 1: Kærligheden er det største.
Og hvor er det godt at vide, at mens jeg kører hjemad med mere end én klump i halsen, så mødes heltene på slagmarken og taler fuglsk og samler, måske, og af en grund, de måske endda selv forstår, en tabt barnesko op fra en vandpyt, mens de er lige så rasende ligeglade med andres mening, som pæne mennesker er med dem.


A.L.
17.august 2015