Conceptual prisoner / Fanget af konceptet - 5

Godmorgen Mr. Fellini

Da John Wayne iklædt sin Brokeback mountain t-shirt og med et næppe hørligt ”hände hoch” på læberne træder ud på den solhøvlede terrasse foran fængslet, byen og folkemængden, er alt som i et af de der eventyr der kun bliver fortalt i yderområderne og kun af de på forhånd udstødte til de der blev skævt født ind i verden.

Stiletterne blinker i eftermiddagssolen og cikaderne synger dansktophits fra øldunstende jukebokse mens hyænerne bjæffer techno techno disco uden skelen til det disharmoniske og uden øre for andet end festen. Galgen der er humor og i anledning af højtiden er iført lyserød lykke, fungerer som vinduespynt og emblem og er tillige trukket på snore og hænger som guirlander blidt svingende over gaden.

De pinktrussede indianere med fjer i både hoved og røv er krigsdansende i en realisme der strækker sig langt ind i de småborgerlige småborgere, der er virkeligere end virkeligheden selv og genkendelige i alt fra lomme- over garderobe- til almindelige badeværelsesspejle.

De autonome flokkes uden for indhegningerne der er selvbyggede og i betryggende afstand af det der kunne ligne en forventelig fremtid. En hvor barnet bliver sine egne forældre i et negativ der slægter på langt ned i detaljen.

Alt er i den skønneste af alle ordner så længe alle holder på formerne, og Billy the Kid der er kvinde og hvis ko er en kværn med cylindere og en dame på tanken forelsker sig for et øjeblik i ideen om en kamp, og stereo typer griber monoteistisk i hænder og fornuftsindpakker deres snæversyn i slogans så uomtvistelige som paven, den heldigste af helliges ord.

Den indre amagerhylde er med på prærien når karavanen sætter i gang.

John Wayne alias Conceptual prisoner alias B.I. Øckenholt er kun en del af historien om konformitetens næsten konstante sejr over den frie kjerlighed og retten til at leve som hvordan faen man vil inden for og uden for buret i buret.

Foto: Mette Thomsen